Den gode pitch er salgstalen for din filmidé, og du skal kunne levere den præcist og overbevisende. Vi skal kunne mærke at du virkelig brænder for din idé. Hvis ikke du brænder for den, hvorfor skal vi så høre om den?

Forberedelsen

  1. Hvem er din hovedperson?
  2. Hvilket dilemma står han/hun overfor?
  3. Hvad gør din hovedperson for at overkomme dilemmaet?

Lad være med at presse hele handlingsforløbet ind i din korte pitch, men vælg to-tre af de vigtigste hovedpunkter som du så fokuserer på. Hvis vi synes vi mangler information, så vil vi spørge dig om det i spørgerunden.

Øv dig! Film gerne dig selv levere din pitch og vær kritisk overfor din egen præstation, således at den bliver så skarp som muligt.

Forbered herudover noget materiale som kan hjælpe os til at visualisere din filmidé. Dette kan være filmklip, moodboards, storyboard af en enkelt scene mm. Det handler om at give os et indtryk af filmens stemning og univers.

Pitchen

Det er en god idé hvis din pitch ikke varer mere end tre-fire minutter, da det giver dig god tid til at præsentere os for det visuelle materiale du har med, inden dine syv minutter er over. Hvis du har materiale som skal afspilles på computer, så sørg selv for at have computer med, og at materialet er klar til afspilning når du skal bruge det.

Hvis vi ikke kender dig i forvejen, så start din pitch med en kort introduktion af dig selv og din filmerfaring.

Det er bedst at du kan din pitch udenad, således at du ikke sidder og læser op fra et stykke papir. Skriv evt. nogle stikord på en seddel, således at du ikke glemmer vigtige detaljer i din pitch.

Links

Her kan man se nogle eksempler på pitch fra Napa Valley Film Festival. Brug lidt tid på at se videoerne igennem. Du vil nemlig hurtigt opdage hvilke pitch du selv synes fungerer, og hvilke der ikke gør.

Andre gode råd til pitching.