Præmis som værktøj

Ideelt set har du fastlagt din præmis, inden du begynder at skrive din historie. Nogle gange kommer man et stykke ind i processen, før man måske helt præcist kan formulere den i én sætning, men jo tidligere du ved eller har en fornemmelse for hvad du vil med din historie, desto større mulighed har du for at sikre dig, at din fortælling bliver struktureret i én retning.

En præmis er kort sagt én sætning, der præcist og konkret udtrykker hensigten med din historie. En præmis har som regel karakter af en påstand, som er det du helt overordnet vil undersøge og vise i din film.

Du skal altså formulere et udsagn, der skal være den overordnede røde tråd i din fortælling. Udsagnet skal med andre ord gennemsyre historien. Derved kan du bruge det som et værktøj i skriveprocessen.

Et eksempel på en helt simpel præmis: Forandring fryder

Det betyder, at din fortælling i så fald helt overordnet handler om hvorvidt forandring faktisk fryder og svaret på dette udsagn kan i slutningen af filmen vise sig at være ja eller nej. Du anvender det som værktøj, ved at holde det op imod det der sker i hver enkelt scene og imod alt hvad din hovedkarakter foretager sig.

Præmissen for Akvarium er netop Forandring fryder. Det betyder, at hele forløbet peger frem mod et svar på denne påstand; Vi ser Steens vaner og rutiner, vi forstår, at han er fastlåst i et bestemt mønster, vi ser hvordan Frederik griber ind i hans liv og påvirker ham, og i sidste ende får ham til at foretage et valg om at ”lukke lyset ind”. Svaret bliver derfor ja; forandring fryder.

Et andet eksempel: Ude godt, hjemme bedst

I en sådan fortælling forventer vi en historie, der bevæger sig fra et en karakter enten er ude, eller har været ude, og kommer hjem og går nogle hændelser igennem, der til sidst får ham til at indse, at det faktisk er bedre at være hjemme.

Her handler det om at opstille kontraster; det skal etableres hvordan det var at være ude, og så skal karakteren udsættes for hændelser der forandrer hans syn på at være hjemme, så han ender med at synes, at det er bedre at være hjemme.

Det kan virke banalt, men ved hele tiden at holde dine scener op imod din præmis, kan du hurtigt afgøre om scenens indhold er med til at pege i retning af dit udsagn eller om det er med at til at flytte fokus i en helt anden retning.

Et eksempel mere: Det koster at se bag tæppet

Denne historie handler om en karakter, der har brug for at få svar på nogle spørgsmål om hendes families fortid. Påstanden er, at det koster at grave i fortiden og at alle svar har en pris. Alle scener er derfor gennemsyret af denne påstand; karakteren har besluttet sig for at hun vil undersøge hvad der skete i fortiden, og alt hvad hun foretager sig peger frem mod at få dette svar. Alle hendes handlinger er fokuseret på dette, og kun dette. Undervejs møder hun modstand fra andre karakterer, der advarer hende mod at opsøge disse svar. Hun ignorerer disse advarsler, og da hun til sidst får lov ”at se bag tæppet” og får de svar hun vil, så fortryder hun. Svarene gør ondt, meget ondt, men når nogle ting først er sagt højt, så kan de ikke tages tilbage. Dét indser hun først da det er for sent. Det koster altså at grave i fortiden.

Påstanden gennemsyrer altså alle handlinger og scener.

Et sidste eksempel: Man jager et bæst og fanger et menneske

Det er den præmis, som serien Rejseholdet er skrevet ud fra. Det er et udsagn, der anvendes helt overordnet i hvert eneste afsnit. Et afsnit kan således starte med at en hel familie bliver slået ihjel i en mordbrand. Politifolkene, og seerne, går ud fra at en sådan person, der foretager sig sådan en handling, må være aldeles kold og kynisk og måske psykopatisk. Altså et ”bæst”. Hvert afsnit er bygget op omkring efterforskningen, hvor betjentene forsøger at forstå gerningsmanden. Og hver gang når de frem til at de i virkeligheden har jagtet et helt almindeligt, ulykkeligt menneske, der er blevet drevet til drab på grund af gæld, jalousi eller hævn. De fanger aldrig et ondt menneske, men et ødelagt menneske.