Struktur

Som mennesker er vi vant til struktur. De fleste af os har udviklet en form for struktur, som vi bruger dagligt for at kunne få vores hverdag til at hænge sammen. Afvigelser kan således fx skabe forvirring. Som regel kan vi hurtigt kompensere og tilpasse os, så vi igen kan skabe mening, så at sige, i dagligdagens fortælling.

På samme måde er vi vant til at der er struktur i de fortællinger vi møder i fiktionens verden, uanset om det er film eller litteratur. Den måske indlysende forskel er imidlertid at i disse tilfælde, er vi helt afhængige af den struktur, som afsenderen har valgt for os. Det er vigtigt at pointere, at den måde hvorpå vi skaber mening i de indtryk vi modtager, rent kognitivt er den samme, hvad enten det drejer sig om at nogen fortæller os en historie imens vi står i kø ved kassen i en butik eller om vi ser den i en biograf. Vores hjerne skelner ikke mellem de to slags fortællinger og bearbejder informationerne på samme måde.

I en fiktiv fortælling kan vi som sagt ikke ændre strukturen, kun forholde os til den og prøve at forstå den. Fordi de fleste af os er så trænede i at forholde os til fiktive fortællinger både fra film og litteratur, så er strukturen noget af det som vi, ofte ubevidst, stiller størst krav til. Vi forventer ganske enkelt, at en fortælling har en bestemt opbygning, og at det er en form for kontinuerlig fremdrift, der mest af alt skal fastholde vores opmærksomhed. Som regel taler man om en spændingskurve, der arbejder frem og op mod et klimaks på fortællingen.

Den korte fortælling

Kortfilmen er en genre for sig selv, og har andre konventioner knyttet til sig end spillefilmen. Publikum forventer dog stadig, at der er mening i det som de præsenteres for. Selv 5 minutter kan føles meget lange, hvis vi ikke forstår det vi ser. Mange kortfilm kan godt anvende en lidt løsere struktur, og gør det ofte, og er tit også lidt mere eksperimenterende både i indhold og den måde fortællingen vises på, men som udgangspunkt bør der stadig være et minimum af struktur, der kan skabe fremdrift, uanset hvor lille en fortælling, det drejer sig om.

Strukturen i en kortfilm bør som udgangspunkt ikke forsøge at kopiere strukturen, som vi kender den fra spillefilm.  De fleste moderne spillefilm består oftest af en prolog, 4 akter af hver 20-30 minutter og en epilog. I disse akter finder vi en masse punkter, der regnes for obligatoriske. Det kan være en inciting incident (katalysator), vendepunkter, plotpunkter, Point of no return og fortrydelsespunkter.

Ligeledes forventes forløbet inddelt efter en bestemt skabelon, eller berettermodel, med anslag, præsentation, uddybning, konfliktoptrapning, klimaks osv.

En kortfilm på 5-10 minutter kan måske indeholde dele af spillefilmens struktur, men det bør ikke nødvendigvis efterstræbes. Hvis der er tale om en længere novellefilm på 15-25 minutter kan strukturen dog ofte med fordel kopieres.

25 minutter uden en gennemtænkt struktur vil hurtigt føles netop som det det er, ustruktureret, ofte med forvirring eller kedsomhed til følge hos publikum.

I en del tilfælde giver det mening, at betragte det helt korte format som en form for udsnit, eller som en scene, der kunne indgå i en større helhed. Med udsnit menes der, at publikum præsenteres for én bestemt hændelse i en persons liv, ofte fortalt sammenhængende eller over ganske kort tid. Vi ser altså hvad der sker i denne persons liv i de 5-6 minutter filmen udspiller sig over. Fx den norske film Shower (2012). Vi følger to personer fra det øjeblik de går i bad efter at have været i svømmehallen, og filmen varer de 6 minutter, som det tager for den ene hændelse at udspille sig, som vi overværer.

Shower er et eksempel på en kortfilm, der formår at rumme meget af spillefilmens struktur. Filmen indledes med en hurtig præsentation af de karakterer; vi får ikke noget at vide om dem, hverken deres navne eller indsigt i deres baggrund. Præsentationen er ren visuel; det er disse to personer denne film handler om, og det er denne person der er hovedkarakteren. Samtidig præsenteres stedet og filmens stil. Reelt set er præsentation og anslag her slået sammen i et. Alt sammen på cirka 1 minut.

Derpå følger der en katalysator, som er den begivenhed, der udløser resten af handlingen i filmen, og den vej fortællingen nu følger. En katalysator er ofte en uventet hændelse, der griber mere eller mindre afgørende ind i hovedkarakterens liv. Graden af indgriben kan være omfattende, og det udløser ofte en forandring eller udvikling i karakteren. Dette må ikke opfattes som et dogmatisk krav. I kortfilm der er rene udsnit, som Shower, finder der ikke en udvikling som sådan sted. Dette dikteres både af filmens længde og af den tid fortællingen strækker sig over. Ofte vil en antydning eller en forståelse af at karakteren er nået til et vendepunkt være nok til at publikum forstår, at karakteren vil forandre sig, altså når filmen er slut, efter udsnittet.

I filmen Akvarium (2012) slutter fortællingen med at hovedkarakteren Steen trækker sine gardiner fra og lukker lys ind i hans stue. Indtil da har han levet med gardinerne trukket for, underforstået som symbolik for den isolation han selvvalgt lever i, muligvis af frygt eller angst, det må publikum selv fortolke. Det vigtige er, at der er kausalitet imellem den måde Steen præsenteres på, og det vendepunkt han når frem til i slutningen, foranlediget af karakteren Frederik, der kommer for at levere en ny fisk til Steen. Frederik er en klar katalysator. Han griber ind i Steens liv og viser ham, at der er et alternativ til at leve i isolation. Det at Steen trækker gardinerne fra, er nok til at publikum forstår hvilken forandring han står overfor. Vi behøver ikke se denne forandring. Udsnittet er nok.

Forskellen på dette korte format og en spillefilm er indlysende nok, at vi intet andet får at vide om disse personer. Vi får et kort indblik i deres liv idet deres veje krydses, dvs. vi får et kort indblik i Steens liv, da Frederik kommer ind i hans liv en tilfældig eftermiddag. Fordi vi er så trænede i at forstå fortællinger, gør det derfor heller ikke noget, at vi ikke får mere information end vi gør.

Det som på sin vis er afgørende for det korte format, er at udvælge den rigtige scene, så at sige. Vi oplever alle mange fortællinger i løbet af en dag, nogle mere rutineprægede end andre, nogle finder sted i det offentlige rum, andre er dybt private. Når man begynder at arbejde med sin fortælling, kan det være et godt udgangspunkt at overveje hvor noget gør mere ondt end andet i en karakters liv. Det betyder ikke at alle kortfilm skal være eksistentielle dramaer, men selv i komedier er der altid noget på spil, eller noget der gør ondt.

Alternativ til berettermodellen – Akvarium

Som det fremgår, bør berettermodellen undgås når man begynder at arbejde med strukturen i en kortfilm. Den er for kompliceret og hæmmer hvad man kan kalde øjeblikkets naturlige fortælling. Det bliver for skematisk. Overvej i stedet at holde det så simpelt som muligt.

I Akvarium er fokus lagt på 3 punkter; et anslag, en katalysator og et vendepunkt.

I anslaget præsenteres publikum for karakteren Steen og hans ”verden”; vi ser hans rutiner og herigennem etableres hans karakter og væremåde. Derpå kommer katalysatoren Frederik ind i hans verden, og ændrer den. Til sidst indtræder så et vendepunkt, idet Steen trækker gardinerne fra.

Der er altså ingen subplots, uddybning, opbygning, plot points eller klimaks. Men filmen fungerer alligevel, og fungerer godt, fordi den er stram og fokuseret og struktureret nok til at der er fremdrift i fortællingen. Fortællingen er også logisk opbygget; fordi Steen ikke passer på sine fisk, dør de, derfor kommer Frederik ind i hans verden, og derfor ændrer Steen sig,

A fører til B som fører til C. Det er en lille og enkel struktur, men den virker. En film som Shower er opbygget på sammen måde; fordi den ene mand begynder at onanere, sker der nu dét som derfor fører til dét. Det handler derfor ikke nødvendigvis om at flette så mange punkter fra berettermodellen ind i sin fortælling, men om at vælge de rigtige og om at sørge for at en hændelse logisk fører videre til den næste.

En kortfilm kunne derfor fx også bestå af et anslag, en katalysator og et point of no return; eller med andre ord, vi kunne møde en karakter, som bliver påvirket af en katalysator og så slutter filmen med at han er tvunget (= PONR) til at vælge mellem A eller B, hvilket giver en åben slutning.

Ide før struktur

Hensigten er at vise, at man med fordel kan lade sin ide og det man har på hjerte lade diktere udsnittet og strukturen. Beslut dig for hvad du gerne vil med din film og hvad du gerne vil fortælle, og undersøg så forskellige strukturer og måder at vise det på.

Et godt råd er dog altid at sørge for at trække publikum ind i dit univers og din historie, eller med andre ord, sørg for at lave et ordentligt anslag.

Anslaget skal præsentere os for din karakter, hans verden og hans fortælling, og det skal give os lyst til at følge ham, der hvor han skal hen, også selv om det kun drejer sig om 4-5 minutter.

Uden et anslag hvor vi ved hvem der er hovedperson mangler vi et konkret forankringspunkt i fortællingen. Alt handler i bund og grund om sympati og forståelse.  Jo hurtigere og jo bedre vi forstår hvad det er denne karakter vil have, desto hurtigere vil der opstå en følelse af identifikation i publikum. Med identifikation menes der ikke, at publikum skal identificere sig med karakteren per se, men med den følelse karakteren har i en given situation. Det er denne mekanisme der gør, at vi kan relatere til karakterer, der ret beset ikke kan gøre krav på sympati, fx en Hannibal Lecter.

Uvished om hvad en persons mål kan skubbe publikum væk. Der er også stor forskel på at holde information tilbage for publikum for at skabe spænding og på at undlade at give dem information, fordi du som afsender er usikker på hvad det er du vil fortælle, og historien derfor bliver ufokuseret og underfortalt. I forlængelse heraf bør man som afsender, i det mindste overfor sig selv, kunne svare på hvorfor et givet element er med i fortællingen og hvad det betyder. At en scene kan tolkes i 5 forskellige retninger er ikke partout smart eller vidner om kunstnerisk genialitet i hidtil uset omfang, hvis resultatet er total forvirring hos publikum.