Tidligere projekter
Fra Fynske Filmfortællinger til Nørd Livet.
Vi har arbejdet på en del projekter gennem tiden
– her kan du se og læse lidt om nogle af dem.
Nørd Livet
Nordea-fonden valgte i 2015 at have fokus på Det Gode Ungeliv ud fra en generel viden om flere ensomme unge i Danmark og oprettede en pulje, der tog udgangspunkt i temaet. Vi søgte penge til projektet ”Nørd Livet” og modtog en støttesum på 3.3 mio.
I 2016 ansatte vi derfor otte unge filmskabere. Henover sommeren 2016 kørte disse otte filmskabere rundt til hele Danmark, hvor de producerede små, ærlige portrætter af unge med en særlig passion – eller på almindelig dansk: “nørder.” Undervejs skulle de otte filmskabere dokumentere deres rejse rundt i Danmark – både deres møde med de unge, men også de oplevelser og de refleksioner, det gav dem at rejse rundt med store drømme om en fremtid i filmbranchen.
Alt materialet er klippet sammen til dokumentaren ”Dream Out Loud”, der fik verdenspremiere under Odense Filmfestival 2017. Filmen har efterfølgende været på premiere-tour i de 15 byer, den er optaget i.
Storby-film 2016
I forbindelse med Odenses transformation fra stor dansk by til dansk storby havde Bystrategisk kontor fem emner, der skulle blive til film. Vi rekrutterede fem filmskabere til at løfte opgaven, og resultatet blev fem meget forskellige film, der alle blev en del af debatten om Odenses udvikling.
Fynske Filmfortællinger
Fynske Filmfortællinger var et samarbejde mellem Odense Filmværksted, Det Danske Filminstitut, Syddansk Universitet og Kulturregion Fyn. Fra november 2012 indsamlede vi over 100 fortællinger fra fynboer rundt omkring på øen, hvorefter fynske filmtalenter ansøgte om støtte til en filmproduktion med afsæt i en eller flere af disse.
Projektet mundede ud i fire film, der fik premiere på Odense Teater.
Young Docs
Odense Filmværksted afviklede projektet YOUNG DOCS fra 2009-2016, hvor der var fokus på unge og dokumentarfilm. Projektet skulle skærpe unges kritiske sans i forhold til dokumentarfilmens fremstilling af virkeligheden og samtidig give de unge for at fortælle fra dem selv, om dem selv og deres forhold til det omgivende samfund.
Go Urban 2017
I 2017 samarbejdede vi med Odense Teater, hvor fire kvindelige filminstruktører producerede en 3-minutters kortfilm hver under temaet “Robot”. Filmene indgik som en del af teaterforestillingen “Robot”, der spillede på Odense Teater henover foråret 2017.
Naked
”Naked” dækker over temaet for 12 europæisk co-produktioner, som vi støttede tilbage i 2012. Du kan se en hilsen fra Henry Norvalls her, der instruerede kortfilmen ”Shower”, som siden har været vist på adskillige internationale filmfestivaler.