Taskforce (introforløb)

For dig, der vil i gang med at lave fiktionsfilm

Taskforce er for dig, der gerne vil i gang med at
producere fiktionsfilm i det fynske filmmiljø.

Hvorfor skal du på Taskforce?

Fordi du gerne vil lave fiktionsfilm sådan lidt mere professionelt-agtigt, men ikke aner, hvordan du skal komme i gang.

Du har sikkert heller ikke nogle penge, fedt udstyr eller legekammerater, der vil lave film som dig…

Men bare rolig. Vi vil gerne hjælpe dig, og derfor har vi lavet Taskforce.

Som taskforcer (det kommer vi til at kalde dig) bliver du klædt på til professionel filmproduktion og lærer andre at kende, som kan hjælpe dig videre med dine filmdrømme på sigt.

Filmproduktion er nemlig først og fremmest en holdsport.

Hvad sker der på Taskforce?

På Taskforce er der pt. fire faglinjer:

• Producer
• Klipper
• Tonemester
• Filmfotograf

Du vælger én af faglinjerne og mødes med de andre taskforcere én gang om ugen fra kl. 16-21 over en periode på ca. tre måneder. I løbet af den tid lærer du, hvordan du producerer en kortfilm med støtte fra Odense Filmværksted.

Har du fx valgt at søge ind som filmfotograf, får du et filmkamera i hånden, så snart du træder ind ad døren. Du skal altså ikke læse bøger og tekster om film, men i stedet prøve det i praksis. Sådan tror vi nemlig, du lærer mest.

Som afslutning på forløbet producerer du en fiktionskortfilm med de andre taskforcere.

I får 2.000 kr. til produktion af filmen samt adgang til vores professionelle faciliteter & udstyr og selvfølgelig masser af vejledning og støtte fra os.

Når du har fuldført Taskforce, har du derfor både fået nye venner, mere erfaring og en film på cv’et.

Ikke dårligt for et tre-måneders forløb for den nette sum af 475 kr., hvis vi selv skal sige det.

Ansøg her

Vi vender tilbage til dig per mail hurtigst muligt efter ansøgningsfristen uanset om du får tildelt en plads eller ej.

Kræver det noget specielt at være med?

Nej. Du behøver fx ikke at have lavet film før eller vide noget om film generelt. Det er faktisk rigtig godt, hvis du ikke gør det. Du lærer det hele her.

Det eneste vi forventer er, at du møder op med lysten til at lære nye mennesker at kende og selvfølgelig om filmproduktion.

Du må faktisk også gerne deltage på Taskforce flere gange, hvis du fx vil prøve flere faglinjer, før du beslutter, om det med film er noget for dig.

I den forstand er vi ret flinke. 😊

Hvad sker der efter Taskforce?

Som afslutning på forløbet vil der ofte være en premiere på filmen for venner og familie. Derudover tilbyder vi som værksted en Final Feedback, hvor vi snakker om processen, og hvordan I kommer videre med film herfra.

Du har også mulighed for at få en individuel samtale med os, hvis du har lyst til det.

Derudover håber vi selvfølgelig, at du bliver ved med at lave film, og at du er blevet meget klogere på, om du skal være klipper, producer, tonemester eller noget helt andet.

Men finder du ud af, at du meget hellere vil arbejde fra 8-16 som konsulent (ligesom forfatteren bag denne tekst) – så er det også helt i orden.

Hvad sker der på faglinjerne?

Hvor foregår det?

Det hele foregår på Odense Filmværksted, Pantheonsgade 5, 2., 5000 Odense C.

De specifikke faglinjer arbejder fra følgende rum:

Producer: Mødelokale
Fotograf: Biograf
Tonemestre: Mix-biograf
Klip: Åbent værksted/klipperum

Se de respektive rum i slideren til højre.

Er du klar til at søge?

Ansøg om en plads på Taskforce

Vi håber, du er blevet klogere på, hvad Taskforce er.

Du ansøger om en plads via knappen til højre, hvor du også kan se de datoer, som du skal krydse af i kalenderen, hvis du har lyst til at være med.

Du er også meget velkommen til at kontakte os, hvis du har yderligere spørgsmål.

Ansøg her

Vi vender tilbage til dig per mail hurtigst muligt efter ansøgningsfristen uanset om du får tildelt en plads eller ej.